Vi søger rådgivere til et fantastisk projekt – Hertugernes Augustenborg!

I Augustenborg findes en enestående kulturskat, hvis store potentiale bare venter på at blive foldet ud. En komplet Hertugby med slot, slotskirke, palæer, park og en by fuld af barokhuse bygget til hoffets stab.

Den gamle Hertugby er ganske enestående på både dansk og europæisk plan og er samtidig vidnesbyrd om et afgørende kapitel i Danmarks, Grænselandets og Europas historie.

Byen er siden ca. 1765 vokset ud fra slottet, og der er i dag ca. 90 huse, som danner det historiske centerområde. Det er af meget stor kulturhistorisk værdi, at der i tilknytning til slottet ikke blot er park og palæ, men også et lille bysamfund, der både historisk og stilmæssigt er så tæt forbundet til slottet og hertughoffet.

Mange af de privatejede historiske bygninger lider under manglende vedligehold, og tidligere tiders renoveringer har i forskelligt omfang bragt dem væk fra deres oprindelige stil og udtryk.

For af de ca. 900 screenede kulturmiljøer i Danmark opnår Augustenborg en af de højeste scores og placerer sig dermed blandt de absolut mest interessante og bevaringsværdige kulturmiljøer i Danmark. Der er nu udført et grundigt forarbejde med kulturmiljøanalyse, udkast til handleplaner for bygningerne. Der forberedes en arkitektkonkurrence om en plan for byomdannelse af pladser, veje og torve, og som skal forløse potentialet for vækst i området som sideeffekt til en genskabelse af kulturmiljøet. Konkurrencen forventes iværksat ultimo 2024.

Sønderborg kommune har i sammen med A.P. Møllerfonden og Realdania igangsat et restaureringsprojekt, der skal bringe centrale dele af Augustenborgs historiske bygninger tilbage til hertugtidens arkitektoniske helhed og særpræg – med et samlet budget på ca. 92 mio. kr., til restaurering af de privatejede ejendomme.

Man har organiseret sig i en forening ”Hertugbyens Restaureringspulje”, som sammen med bygningernes ejere skal forestå bygningsrestaureringen i det centrale område. Slots- og Kulturstyrelsen deltager i et forpligtende samarbejde Foreningen med støtte til de fredede bygninger.

Hertugbyens Restaureringspulje styrer projektet overordnet og etablerer en rådgivergruppe, bestående af forventet 5 forskellige restaureringsarkitekter, som styrer projekterne på vegne af ejerne og foreningen.

I de senere år er der gennemført lignende fornyelser af bl.a. Ballum, Højer, Fredericia, Nakskov og på Læsø.

Vi har nu det formelle arbejdsgrundlag på plads -og glæder os meget til at igangsætte arbejdet sammen med rådgiverne i en intensiv proces, med et mål om at bygningsprojektet kan gennemføres på ca. 5 år. ”

På hjemmesiden finder du information, der beskriver opgaven og ansøgningsproces i de følgende afsnit.

Rådgiveropgaven

Vi søger rådgivere, som vil indgå i en rådgivergruppe med ca. 5 restaureringsarkitekter, som er sammensat så der er en bred dækning med forskellige relevante kompetencer, og hvor man støtter hinanden med sparring og videndeling.

I skal kunne fungere som totalrådgivere fra ide til udførelse. Efter konkret aftale er det muligt at supplere med f.eks. ingeniører eller andre fag.

Som restaureringsarkitekt på projektet vil man have ansvar for egne opgaver, som bygger på en fælles restaureringsholdning på tværs af projektet og formulering af bærende værdier. Der er udført et omfattende forarbejde med kulturmiljøanalyse og der er generelt udarbejdet indledende handleplaner, som for alle bygninger nu skal bearbejdes og konkretiseres til prioriterede bygningsprojekter med tilhørende budget.

Alle rådgivere skal tage ansvar for struktureret projektledelse for egne projekter, både i forhold til ejerne og Hertugbyens Restaureringspulje. Dette omfatter bl.a. planlægning, aftaler, udbud, kontraktindgåelse, byggestyring, fagtilsyn, rapportering samt økonomistyring. 

Vi forudsætter, at man som rådgiver dels magter at løfte opgaven både restaureringsfagligt og med en god projektstyring af egne projekter, – dels at man har stor motivation til at deltage i en rådgivergruppe, der sammen løfter og udvikler opgaven i fællesskab.

Der skal arbejdes med at istandsætte en række private byhuse, omhandlende primært udvendige arbejder – f.eks. restaurering af tag, facade, vinduer, døre mhp. tilbageføring af de bygningsændringer, der er sket gennem tiden.

Der vil være et særligt fokus på, at projektet som helhed vil udgøre et referenceprojekt, som demonstrerer klima- og ressourcebevidst bygningsrestaurering og genbrug af materialer.

Et andet fokuspunkt er at skabe en fælles kultur og god adfærd rettet mod ”sikkert arbejdsmiljø” som en indsats både rådgivere, håndværkere og projektet tager ejerskab til at etablere.

Rådgivergruppen skal sammen og hver for sig støtte det omfattende projekt med en struktureret og proaktiv projektstyring ift. aftaler, økonomi, tid, kvalitet og opfølgning som fundament et godt samarbejde med bygningernes ejere, entreprenører og projektledelse. På projektkontoret i Augustenborg vil kunne stilles fleksible arbejdspladser og mødefaciliteter til rådighed for rådgiverne, så det er muligt at have hele arbejdsdage i området, og der er fysiske rammer for et fællesskab.

Det forventes, at hver rådgiver kan håndtere ca. 4 projekter i forskellig størrelse årligt, gerne således at man forbereder de kommende projekter, samtidig med at man har igangværende projekter under udførelse.  Der planlægges ikke med byggearbejder i vinterperioden.

I 2024 igangsættes samarbejdet med 4-5 pilotprojekter, så man kan etablere en fælles platform for projektet sammen med en afstemt formulering af restaureringsholdning, bærende værdier.
 
Herefter er det målet at udføre ca. 20 projekter årligt med en samlet byggesum på ca. 20 mio.kr. årligt.   Opgaverne planlægges fordelt rimeligt jævnt blandt rådgiverne over projektperioden.

Sådan søger du

Interesserede rådgivere bedes sende en kort motiveret ansøgning på maks. 2 A4 som beskriver:

  • Hvorfor netop du er den rette til opgaven
  • Erfaringer og styrker – restaureringsfagligt og ift. projektledelse og samarbejde
  • Øvrige gode input

Som bilag må vedlægges c. v. på op til 2 nøglepersoner, der stilles til rådighed for opgaven samt en personlig referenceliste på op til 5 projekter, med angivelse af referencernes relevans, beskrevet på højst 3 A4-ark. Øvrige bilag ønskes ikke, men vil blive rekvireret efter behov.

Vi ønsker, at ansøgningen skrives af den rådgiver, der foreslås til opgaven.

Ansøgningerne ønskes fremsendt pr. mail seneste den 2. august 2024. Herefter afholdes interviews. Ansøgerne kan forvente svar midt i august 2024.
Der er herefter fælles opstartsmøde planlagt til 3. eller 4. uge af august.

Udvælgelse og kriterier

Udvælgelsen af rådgivere sker på baggrund af de tilbudte nøglepersoners tilgang til opgaven, faglige kvalifikationer og kompetencer samt referencer. Vi vælger personen frem for virksomheden.  

Vi prioriterer, at rådgiverne har kort køreafstand for at kunne være til stede, når der er behov herfor.

På baggrund af ansøgningerne udvælges et antal til et interview, hvorefter bestyrelsen beslutter den endelige udvælgelse af et rådgiverteam med den ønskede bredde og forskellighed i styrker og erfaring.

Planlagt forløb

Annoncering medio juni 2024

Ansøgning, senest 4. august 2024

Interview, 14. august 2024

Udvælgelse, bestyrelsen, august 2024

Kontrahering, august 2024

Opstartsmøde rådgivergruppen, 27. august 2024 og 9. september 2024

Du kan rekvirere supplerende materiale


Interesserede rådgivere kan rekvirere supplerende materiale:

  • Udkast til rådgiveraftale
  • Udkast til Ydelsesbeskrivelse jfr. YBL 18, forenklet, inkl. ”afkrydsningsskema til afgrænsning af rådgiverydelser”
  • Notat, ”Bilag 6 EJERAFTALEN og samarbejdet EJER, RÅDGIVER og HERTUGBYENS RESTAURERINGSPULJE” (som beskriver projektroller og forløb)
  • Eksempel på 2 handleplaner, som danner indledende grundlag for rådgivernes opgave
  • Sønderborg kommunes Masterplan for Hertugernes Augustenborg

Kontakt til Lillian Kristensen:  tlf. 20470241 og mail Lillian@hertugbyens-restaureringspulje.dk

Projektet Hertugbyens Restaureringspulje er etableret i et partnerskab mellem Sønderborg kommune, A.P. Møllerfonden og den filantropiske forening Realdania om de bevaringsværdige bygninger samt i et partnerskab med Slots- og Kulturstyrelsen om de fredede bygninger. Projektet har til formål at genskabe det enestående kulturmiljø i Hertugernes Augustenborg – og samtidig styrke grundlaget for vækst af turisme, erhverv, handel og bosætning.